Klasselotteriet støtter udlodningsmidlerne

Tidligere gik det udbytte, Klasselotteriet udloddede, tilbage til det danske samfund via statskassen. Fra 1. januar 2012 er pengene øremærket gode formål, da det udbytte, Klasselotteriet udlodder, nu er en del af udlodningsmidlerne, der yderligere består af overskuddet fra Danske Lotterispil.

Hvis du er medlem af en forening eller støtter en organisation, er der stor sandsynlighed for, at Klasselotteriet også har været med til at støtte op om sagen. Udlodningsmidlerne hjælper nemlig en hel række gode initiativer i samfundet inden for bl.a. sports- og idrætsorganisationer som DGI og DIF. Der er også støtte til friluftsliv og naturoplevelser, kunst og kultur, ungdoms- og folkeoplysning og forskning, sociale organisationer, spejderforbund, ældreorganisationer og en lang, lang række andre gavnlige formål.

I seneste regnskabsår afleverede Klasselotteriet mere end 276.000 kr. om dagen til udlodningsmidlerne, der fordeles af en række ministerier. Læs mere om udlodningsmidlerne på www.udlodningsmidler.dk.